Henrik Einspors forfatterside
 
Foto Karen Vad Bruun (Forlaget Corto)
På Danmarks Læringsfestival i Bella Centret 3-4 marts 2015. Fra venstre Benni Bødker, Morten Dürr og Henrik Einspor
 
OM MIG ...
 
Jeg er født og opvokset i Frederiksværk. De første tolv år boede jeg i Ll. Kregme tæt ved Roskilde Fjord. Siden rykkede jeg nærmere fødebyen, hvor jeg boede, indtil jeg var tyve. Blev student fra Frederikssund Gymnasium i 1981.
 
Som teenager tegnede og udgav jeg tegneserier og satsede på en fremtid som reklametegner. Desværre blev jeg ikke optaget på Skolen for Brugskunst, som dengang var det sted, hvor man blev sådan noget.
 
Jeg flyttede alligevel til København og arbejdede først i en tebutik på Strøget, senere blev jeg kok på en mexicansk restaurant. Danmark havde kvalificeret sig til VM i fodbold i Mexico, så mexicansk mad var på alle måder hot. Der kom også fire langhårede fyre, som hang ud til sent. Metallica kaldte de sig og var ved at indspille en lp(!) Master Of Puppets ude på Amager. Jeg fik aldrig deres autografer, i stedet fik jeg en læreruddannelse fra Hellerup Seminarium. Så blev jeg gift og fik børn og forpligtelser. Imens drømte jeg om at blive professionel tegneserietegner, men fandt så ud af, at jeg egentlig bedre kunne lide at finde på historierne end at tegne dem.
 
I 1990 skrev jeg en erotisk novelle til en konkurrence i Alt for Damerne Veronica og ubåden, hed den, og damebladet kunne godt lide den, så den blev bragt sammen med vindernovellerne. Jeg fik også en præmie, selvom jeg ikke vandt. 
 
Kort tid efter (i vinteren 1991) skrev jeg min første bog, Mammuthistorien, som blev antaget på Høst & Søn. Den udkom i november samme år. Men den bog var der ingen, som gad læse. Øv, for nu havde jeg ellers lige planlagt at blive rig og berømt. 
 
1992-94 skrev jeg tre romaner, Ridderen og Døden, Hajfiskeren, og Fugletyven. Nedadvendte tommelfingre fra forlaget. To af romanerne udkom senere på Gyldendal som Med Døden i hælene (som vandt Skandinavisk romankonkurrence i 2001) og Rædslernes ø, som blev femte bog i serien om Dykkerdetektiverne. Med hensyn til Fugletyven, så indgår dele af den i Jack Stump-historien Mama Bigfoot
 
I 1995 debuterede jeg på Gyldendal med første bind af min dykkerkrimi, Dykkerdetektiverne. Der kom siden syv i serien, foruden et par andre romaner. 
 
I 1997 uddannede jeg mig til skolebibliotekar og arbejdede som sådan, indtil jeg pensionerede mig selv i 2005 (som 44-årig) for at blive forfatter på 'fuld tid'. I årene som er fulgt siden har jeg fået skrevet et væld af bøger og holdt et hav af foredrag. 
 
I år 2000 begyndte jeg på grinegyser-serien om Jack Stump. Der kom 26 bøger, og den gode Jack er siden da genopstået i serien Den grønne detektiv, hvor flere af de gamle historier er blevet helt og aldeles nyskrevet.
 
I mere end 30 år har jeg boet på Vesterbro i København, hvorfra jeg driver Forlaget Løse Ænder. Gå til forlagets hjemmeside her. PS: Jeg har også en BLOG, hvor du kan læse lidt mere om alting.
 
Henrik Einspor
Henrik Einspors forfatterside. Seneste opdatering 14. juli 2018